Bente laver kursur og workshops for seriøse sangskrivere, skabsdigtere, forfatterspirer, slægtshistorie-skrivere; kort sagt alle skriveglade folk - amatører som professionelle.

BOOKING: Tlf 21 65 01 63


GENERELT

Bente underviser både i sangskrivning og skrivning generelt; især med vægt på det gode sprog og legen med det. De fleste kurser henvender sig til alle, der har lyst til at skrive uanset forudsætninger og erfaringer. For de redskaber, man arbejder med bruges lige godt af begyndere som øvede. En spade er jo den samme hvadenten det er en bybo eller en erfaren gartner, der graver med den - og uanset om den graver i muld, sand eller kompost.

Men et par gange om året laver Bente sangskriverworkshops, der specielt henvender sig til det hun kalder "seriøse sangskrivere". Det være sig både professionelle og amatører; alle folk, der arbejder seriøst med at skrive tekster og komponere musik til dem med lidt erfaring med sig.


 

WORKSHOPPEN SANGSKRIVNING for SERIØSE SANGSKRIVERE

Giv dig selv en hel weekend, hvor du helt og aldeles koncentrerer dig om at skrive sange med fokus på den gode tekst i selskab med gode kollegaer!

Og nej - der er ikke tale om co-write, eller om blottelse af en sårbar proces, som mange faktisk helst sidder alene med. Men derimod om en styrkelse
af dine helt lavpraktiske og håndværksmæssige færdigheder udi kunsten at skrive en sang. For det er det, Bente er god til at formidle.
Hun har oftest adgang til et sted med 5-6 lokaler, så du kan være alene i selve den del af processen, hvor du helst vil være det - du deler så meget eller så lidt du har lyst til med gruppen. Du nyder simpelthen blot godt af den inspiration, det er at få kreative inputs og at være i en kreativt formidlende atmosfære, fordi de andre også sidder og nørder.

Dette vil du bl.a. få med hjem:
Indsigt i hvordan man henter inspiration ud af de utroligste ting.
Direkte coaching på lige netop den nød, du sidder og ikke kan få knækket.
Masser af redskaber til idéudvikling af nye sange
Kunstnerisk tryllestøv og især helt lavpraktiske skrive metoder til det hele.

Det foregår således:
Du medbringer:
Sangskriver-redskaber (guitar, keyboard etc.) kuglepen og/eller computer.
Bente medbringer:
En række kreative / igangsættende skriveøvelser og redskaber.

Bente kommer så med korte oplæg, som vi gennemgår i fællesskab og så er det ellers ud i 1-1½ time hver for sig og prøve kræfter med, hvor det kan føre hen. Undervejs kommer Bente rundt og tilbyder coaching til hver enkelt. Mellem hver øvelse mødes vi og deler erfaringer, tekster og sange, i det omfang hver især nu har lyst til.

 


SKRIVEKURSER FOR ALLE SKRIVEGLADE - med og uden versefødder

Bente en usædvanlig underviser og formidler af det kreative stof. For med den ene hånd strør hun kunstnerisk tryllestøv, og med den anden hånd lærer hun jordnære og helt lavpraktiske redskaber fra sig. Så på hendes workshops får du lov at prøve kræfter med helt nye udtryk, der rammer lige dér, hvor øjeblikket sidder og hvor sprogligheden kommer op på tæerne - og ligefrem kan få versefødder på. Ordene står i kø for at blive skrevet baglæns og ordkløveri får en helt ny betydning - og måske kommer du til at grine så tårerne tisser i bukserne! 

Bentes workshops er værktøjskurser, der ikke kræver forkundskaber eller egentlige skriveerfaringer. Du kommer til at afvikle bekymringer og udvikle lysten til at formulere, og det er ikke spor indviklet. Der vil være overraskende ordlege og indfaldsvinkler, der udvikler og driver gæk med fantasien. Du vil lære at bruge dit sprog, så der kommer farver, lyde og dufte både i og mellem linjerne.

Og det er hele tiden dig, der bestemmer om det er virkelighedens eller fantasiens verden, du vil nedfælde.

Skriv f.eks. din historie til dine børnebørn
Få sproget gjort levende, så din eftertid vil elske at læse om dit liv. Eller dine forældres, bedsteforældres eller andre i din slægt.Eller brug dit eget liv som afsæt til det rene opspind. Det er for dig, der har noget på hjerte til din eftertid. Du dykker ned i din eller dine forfædres fortid og henter alle de gode beretninger frem. Og klæder dem så på i godt sprog og spændende formuleringer.

 

 


 

TIDLIGERE KURSISTER udtaler:

"Bente er en meget nærværende og humoristisk underviser. Hun er både intuitiv 
og strategisk, når hun øser af en næsten uudtømmelig skatkiste af metoder, der fører dig ad helt nye veje i skriveoplevelsen. Jeg blev fantastisk inspireret til mit daglige arbejde og skal ubetinget deltage igen."
Anne van Leenen,  Aspekter, Kommunikation & Design

"...Bente møder sine kursister lige midt i nærværet, og med lethed, latter og gedigne redskaber, guider hun dem flere trin højere op ad skribent-stigen."
"...Meld jer, slå ørerne ud, spids kuglepennen og få rystet jeres indre ordbog!"
Bodil N & Lone W

"...Bente får alle til at tage skridtet og komme på banen. Og både jeg og det danske sprog var blevet rigere!"
”... det forhøjer simpelthen livsglæden!”
Medlemmer af Greve Slægtsforsknings-gruppe                                         




OM BENTE som underviser

Uanset om det er sangskrivning eller historiefortælling, Bente underviser i, er det hele med udgangspunkt i skriveglæden og legen med ord. Og sådan arbejder hun også selv med sine sange og historier.
Det var bl.a. grundet de mange gode tekster, melodier og gendigtninger fra egen hånd, at Bente i 2004 modtog en Danish Music Award, og igen i 2007 og 2015 var nomineret til endnu en statuette - senest som "Årets sangskriver"! Og når hun nu på 36'te år synger sine sange for publikum, er det ikke sjældent at der, når sidste tone er klinget ud, lyder et stille "Wow!" fra stolerækkerne før klapsalverne bryder ud. Udover en medfødt gave til at lege med ord har hun også gennem tiden sat sig på skolebænken hos bl.a. Marie Bergman, Annette Bjergfeldt, Bo Skjoldborg, Lars Thur, Jacob Eriksen (TV2), Eva Hillered samt ArtLabs Skriveskole.




HVOR OG HVORNÅR?

Bente laver fast mindst 4-6 gange årligt weekend-kurser i Glostrup i musikskolen SpilOp's regi, men det er også muligt selv at samle en gruppe, og tage kontakt for nærmere aftaler.

Hold i øvrigt altid øje med forsiden på denne hjemmeside, hvor det altid vil fremgå af Kalenderen, hvor Bente underviser næste gang.

For info om kursusdatoer, eller aftaler om nye kurser:

bente@benteogleif.dk

Tlf  2165 0163