TEKSTER:
1. Tre ½ års højde
Bente Kure
En faldefærdig gård et sted i Jylland
og vi sku' bo i stuehusets gavl
Og "vi" var far og mor og så tre unger
Jeg var yngst og kun et lille skravl
Den sommer faldt jeg gennem drivhustaget
og sov i en kommodeskuffeseng
Og mor og far sku' tjene for de fine
men jeg ble' ven med deres lille dreng
og leved livet fra 3½ års højde
i som'ren énogtres
Den sommer fik vi peltet pør og piskål
- lille Otto ku' ikke sige S
Men ham og jeg var med når der blev høstet
vi sad på toppen af det store læs
og så på verden fra 3½ års højde
i som'ren énogtres
Min bror, han gik på line på et gammelt grisetrug
Jeg ka' huske at jeg faktisk endte med at bli' jaloux
for da han flænged foden og fik de fjorten sting
fik han dengsemad og måtte komme sent i seng
Og dem der ejed gården var fra byen
og kom som herrefolk på landet nu og da
og så sku' far og mor vist bøje nakken
- det har nok set lidt mærk'ligt ud derfra
hvor jeg stod i 3½-års højde
i som'ren énogtres
For mor var selve Moder Jord og far ku' klare alt
- i min verden fandtes ikke det med "højt på strå" og "pjalt"
Men der var korn og blomster
og lørdags-balje-bad
Der var det store træ ved gavlen
hvor vi spiste aftensmad
Der var jordbærmælk og fluer
og græs som nogen slår
Og alt bli'r altid oplevet derfra hvor du står
...og det var det jeg så fra 3½ års højde
i som'ren énogtres
Det jeg så fra 3½ års højde
i som'ren énogtres
i som'ren énogtres
i som'ren énogtres
2. Hilsen til forårssolen
Povl Dissing & Benny Andersen.
Det er forår og alting klippes ned.
Der beskæres i buskadser og budgetter.
Slut med fordums fede ødselhed.
Vi begynder at træne til skeletter.
Jeg blir fem år ældre ved hvert indgreb i min pung,
men når forårssolen skinner, blir jeg ung!
Lad kun falde, hvad der knap kan stå ...
Men i så fald sku jeg altid komme kryv'nde,
hver gang skatten gir sig til at flå
mine sidste mønter fra mig hver den tyv'nde
Jeg blir tom i hjernen, træt i sjæl og krop,
men når forårssolen skinner, står jeg op!
Og jeg fægter med min sparekniv.
Men den skraber bare hult i sparegrisen.
Der er ikke meget tegn på liv.
Selv i vinter var der dog en ko på isen.
Jeg har længe næret en istap ved min barm,
men når forårssolen skinner, blir jeg varm!
Solen skinner på fallittens rand.
Derfor denne dyrekøbte randbemærkning:
Der er caries i tidens tand.
Dens emalje trænger voldsomt til forstærkning!
Snart skal jeg og mine sidste tænder skilles ad,
men når forårssolen skinner, blir jeg glad!
Så tag da kun min sidste spinkle mønt.
Livets sol er min den sidste del af livet,
for 'som solfanger er jeg nu begyndt at forstå,
at Alt og Intet er os givet.
Og en gang går solen sin runde uden mig,
men når forårssolen skinner, lever jeg!
3. Stille sus af sukker
Bente Kure
Som et stille sus af sukker
mod en revet posekant
og da smeltevandet risled
i en Marts-nat blev han mand
Han ku' se i hendes øjne at de skulle mer end det
- at hun vidste mer om alting end han lige kunne se
Og et hjerte det kan briste
og en drøm kan gå i sig selv
og et menneske kan miste alt
- og vinde alligevel
Som et stille sus af sukker
når det fyldes i en skål
og da Maj-nat blev til Juni
i en sommers rige mål
så de i hinandens øjne - læste smerte, tab og savn
Men de vidste alt ku' heles - i kærlighedens navn
Og et hjerte det kan briste…..etc.
Som et stille sus af sukker
med en sødme klar og ren
var de ødsle med hinanden
til en sommer den blev sen
Hun ku' læse i hans øjne at han ikke helt var klar
- men hun vidste de sku' vid're - havde givet det der var
Og et hjerte det kan briste……etc.
Som et stille sus af sukker
over sidste skive brød
og da luften den stod stille
i Septembers sidste glød
ku' han se i hendes øjne at en milepæl var sat
- at han vidste at han både nu var elsket og forladt
Og hans hjerte det ku' briste
og hans drøm ku' gå i sig selv
Men han lærte at han ku' miste alt
- og vinde alligevel!
4. Menuet i gladdur
Bente Kure
Mine versefødder går på morgengløder
fra en solopgang der gi'r digtertrang
Her er høje træ'r
jeg har bare tæ'r
og min dag er lige begyndt
Ja, høje træ'r og bare tæ'r og min dag er lige begyndt
De-tripped ned ad trappen med en hørlig dappen
gik på das og bar mig mens jeg sang "Jeg ta'r dig
i min favn" og gjorde
i det små og store
og min dag er lige begyndt
Der er mer mellem himmel end jord i ho'det
Det' jo helt hen i vejret så det holder vi lidt
Det ka' godt gå hen og bli' tem'lig rodet
så vi går hver for sig til sit
hvor vi deles om dit og mit
Og nu står jeg ude og er ved at tude
for her er så godt og så himmelblåt
Jeg bli'r helt poetisk
og min tanke vedisk
og min dag er lige begyndt
Ja, helt poetisk og tanken vedisk og min dag er lige begyndt
Der var vinterdage der gik helt i kage
- hvor hver en sang skulle ta's med tang
Men nu myldrer toner
ned fra træers kroner
og min dag er lige begyndt
Der er mer mellem himmel end jord i ho'det
Det' jo helt hen i vejret så det holder vi lidt
Det ka' godt gå hen og bli' tem'lig rodet
så vi går hver for sig til sit
hvor der er mer mellem himmel end jord i ho'det
Det' jo helt hen i vejret så det holder vi lidt
Det er faktisk gå'ed hen og blevet tem'lig rodet
så vi går hver for sig til sit
hvor vi deles om dit og mit
5. Havets hvide heste
Nick Keir / Bente Kure
Langt hjemmefra - vi sejler gennem natten
og når til klippekysten tæt ved daggry - i et daggry
Så vild og lang var natten - fuld af sange
og glade stemmer - spor i tørret tang
fortæller hvor vi gik
Alle havets hvide heste
Alle havets hvide heste
Alle havets hvide heste - langt fra land
En trofast ven - en baune tændt på bakken
og nattens skygger bag os blegner stille - blegner stille
En vind ta'r til og tidevandet bruser
Det stiger - skumsprøjt løftes op og tegner
dråber på din kind
Alle havets hvide heste
Alle havets hvide heste
Alle havets hvide heste - langt fra land
Når dagen end'lig er brudt frem
så vil vi finde vejen hjem
og vide at det slutted hér
hvor himmel gik i et med oprørt hav
En stråle lys - den spiller over vandet
Højt oppe kredser måger mens vi ser - imens vi indser
En stille stund - jeg ved du har sat kursen
Den tavse ærlighed bedrager ingen
i dit tyste blik
6. Flyv mit grønne hjerte
Bente Kure
Flyv mit grønne hjerte – flyv, flyv, flyv
Natten faldt i staver
Hånden ser det blinde øje i et væld af farver
så fingerhåret gløder
Solen gi'r mig glorie i alle morgenrøder
Flyv mit grønne hjerte – flyv, flyv, flyv
på-skønne lyse vinger
som forfjamsket flakser til min genbos kyssefinger
Fyldt med fniselyde
som et lille morgen-æsel må jeg bare skryde
Flyv mit grønne hjerte – flyv, flyv, flyv
livets underskørter
vifter under forårs-kjolen – hænger dér og flirter
Mine undersåtter
slipper helt det greb de har i havestuens måtter
Flyv mit grønne hjerte – flyv, flyv, flyv
Røde morgenkinder
Engletoner – slikmakroner – kærligheden vinder
Midt i kaudervælsket
må jeg vist nok til at indse: Jeg - - er ret forelsket!!
Så flyv mit grønne hjerte – flyv, flyv, flyv
7. Ibens klipper
Bente Kure
Jeg lytter til bølger der buldrer mod klipper
og sender kaskader af skumsprøjt til Gud;
de rungende brag og det snehvide skum
og havvandets perler, der slår mod min hud
Det gi'r indre mening og fred med mig selv
at føle mig lille i vejrligets væld
Jeg strækker mit blik over marker der bølger
som havet jeg netop besøgte igår
Jeg ser et par harer der græsser, snuser
mod vinden og hopper i skjul og jeg står
og er lyk'lig og ydmyg, taknem'lig og glad
og gi'r mig i kast med et nyt lille kvad
For livet er opad og udad og indad
og fremfor alt er det et NU og et HÉR
Vi er alle centrum - og samtidig med er vi
del af det hele; - det' vigtigt vi ser
at netop balancen imellem de to
er det der gir kraft til den inderste ro
8. Regnbuen går
Bente Kure
Regnbuen går fra horisont til horisont
med stribede gummistøvler på
Sjaskende trasker den hele jorden rundt
for at finde hvor krukken skal stå
:/ - en krukke så fuld
af det vildeste guld/:
Ja, regnbuen går li' fra hér og til dér
men den når aldrig rigtig frem
for jorden er rund og har fart på sin færd
og så er det svært at finde hjem
for :/ en krukke så fuld
af det vildeste guld/:
Så hvis horisonten er målet for din vej
så får du problemer med at nå
det mål, for det flytter sig sammen med dig
som den gulerod, som du aldrig må få
:/ - som krukken så fuld
af det vildeste guld/:
Men følg bare regnbuens bifrosne gang;
husk blot på at alle dine mål
er kun milepæle og fødder i din sang
om den vej, der går under din sål
for det vildeste guld
i en krukke så fuld
er rejsen du ta'r
- ikke målet du har
ja, det vildeste guld
i en krukke så fuld
er ikke målet du har
men den rejse du ta'r
Alle de andre har fine pladser
i entréens garderobeskabs-varme
Alle de andre bli'r pudset og plejet
som om de lå i kærlige arme
De røde med spænder går til kjolen af taft
og dem med tynde remme til den grå
De sorte og høje har hun kun lige haft
på til fetish-festen henne på "Den Skrå"
Men jeg er hendes hverdagsglade gummistøvler
og selvom det kan virke yt
at skulle slæbes gennem mudder og snavs
vil jeg slet, slet, slet ikke byt'
med de andre undersåtter, nej, jeg ligger hér og godter
mig i staldens mørke, kolde vrå
For jeg er hendes hverdagsglade gummistøvler
og det' der ikke noget der kan slå!
Alle de andre var dyre men gladelig
købte hun dem på "over-hivet"
Nogle tvinger hende endda til at ha'
en smertefuld tilgang til livet
Men hun elsker at vise dem frem og "se ud",
"Show off" og "se så bare lige mig"
Og de får al glamour'en og de fineste skrud
- men alt det andet sjove, det får jeg!
For jeg er hendes…….osv
Sjap og søle og sure tæ'r - og især når hun muger hos sine heste
Det lyder ikk' som noget, der er meget værd
- men jeg si'r dig - det er det bedste-ste for…
…alle de andre er ikke med når vi nyder sommerregnen sammen
De hører ikke hendes bløde stemme når hun si'r godnat til dyrene i stalden
Jeg passer på hende når hun går sig en tur
- ud i skovens dybe stille ro
Jeg ser den hun er uden pynte-glasur
og det' den ægte vare kan du tro!
For jeg er hendes……………..osv
Ja, jeg er hendes hverdagsglade gummistøvler
og det' der ikke noget, overho'det ikke nikke nej, absolut intet, der kan slå!!!
10. Den lille lykke
Oskar Hansen / Bente Kure og Leif Ernstsen
Giv mig en hverdag der lever
uden de store sving
:/ Giv mig en hverdag med glæde
ved alle de jævne ting /:
Lær mig de små skridt's glæde
Lær mig de små, små ord
:/ Vis mig at alt dog lever
og i det stille gror /:
Lær mig den lille lykke
Lær mig de stille smil
:/ Lær mig ikke at jage
de mange og lange mil /:
Alle de blå, blå drømme
alle de store ord
:/ Skønnest måske er en lille blomst
i vase på hverdagens bord /:
Lær mig den lille lykke
Lær mig de små, små ord
11 Titanic
Mikael Wiehe / Dansk tekst: Jens Kofoed
Det startede som en skælven på nedre dæk
og fyldte os mere med undren end med skræk
At dette fartøj ku' springe læk var ganske ubegribeligt
Man havde sagt at skibet var verdens mest sikre - garanteret synkefrit
Jeg tog mit foto af drengen, mine smykker og min hat
Du tog din trøje - tænkte at havet var koldt i nat
Da vi kom ud af kahytten og så hvor hurtigt vandet strømmed' ind
så jeg en tåre - eller måske var det en dråbe havvand på din kind
Vi fulgte pilen som angav hvor redningsbåden lå
skønt det faktisk var første klasse vi landed på
Vi var ret mange men stilled' pænt op efter tur
- kun en enkelt herre fra 3. klasse mangled' køkultur
- Vi mødte en mand vi hilste på igår
Han præsentered' sin kone og en datter på 14 år
Da vi kom op sa' kaptajnen at redningsbåden ikke ku' gå ned
Vist nok no'n kæder der mangled' - det var hvad jeg forstod af hans besked
Vi fik et gratis glas champagne - i bar'n
Vi skålede for Imperiet og for hinand'n
Nu begyndte skibet at synke hurtigt – slagsiden var for stor
Der var mange der sprang i vandet, men vi beslutted at bli' ombord
Så vrimled' rotterne frem og begyndte at svømme væk
Vi holdt hinanden i hånden og blev på det skrånende dæk
Vi tænkte: "Havet er alt for stort og koldt og vildt!"
og hver en chance for plads redningsbådene var forlængst forspildt
Nu spilled skibets orkester "Nærmere Gud til dig"
Det føltes mærk'ligt - men typisk for vores tid tror jeg
Vor allersidste gnist af håb er nu brugt op
Vi går til bunds hvor vi står - men flaget det går til tops!
12. Noget om Helte
Tekst: Halfdan Rasmussen - Musik: Mogens Nissen
1. Livet er en morgengave
Sjælen er et pilgrimskor
Der står krokus i min have
Der står øller på mit bord
Under himlen hænger lærken
som et fjernt bevinget frø
for en lærke tænker hverken på
at kæmpe eller dø
2. Her er fredeligt og stille
Her er ingen larm og støj
Jeg har sået kruspersille
og et brev med pureløg
Lad alverden slå for panden
og bekæmpe spe med spot
Jeg vil enes med hinanden
og mig selv og ha’ det godt
3. Der er nok som går og sysler
med at sprænge kloden væk
Jeg vil ikke ha’ skærmydsler
og kanoner bag min hæk
Mens de andre går og sveder
for at gi’ hinanden lak
vil jeg pusle med rødbeder
selleri og pastinak
4. Jeg vil ikke slås med bisser
Jeg vil så og ikke slå
Selv de rødeste radiser
kan man roligt lide på
Der er nok af danske helte
som er danske hele da’n
og går rundt og spænder bælte
mens de råber: Fy for fa’en!
5. Tiden går og tiden hverver
store mænd til mandig dåd
Jeg, reserven blandt reserver
bryder ofte ud i gråd
Jeg får nerver og migræne
blot jeg skær mig på en dolk
og vil helre slå min plæne
end slå løs på pæne folk
6. Livet er en dejlig gave
Jorden er en dejlig jord
Der er øller i min mave
Der står krokus på mit bord
Når reserverne skal stille
for at splitte kloden ad
skriver jeg med kruspersille
verdens mindste heltekvad
13. To minutter
Tekst: IdaBjörg Leisin Musik: Bente Kure
I to minutter er vi stille - vi har ingenting at sige
med et er verden blevet lille - der skete det utænkelige
Tusinder færre hjerter banker
der sørges over dem et sted
et sted - fjernt i mine tanker
ved jeg det er virkelighed
Verden er besynderlig - lige her begynder vi
at fatte hvor let man splitter den i to
og men'sket er besynderligt - lige hér begynder vi
at fatte hvor lidt vi ka' forstå
Her er alting som vi kender det - Septembers himmel er så blå
imens al sympati vi sender til - de store der er blevet små
Og dem der jubler midt i sorgen
har de sørget imens vi sang?
Hvis de er ofrene imorgen
vil vi sørge endnu en gang?
Verden er besynderlig - lige her begynder vi
at fatte hvor let man splitter den i to
og men'sket er besynderligt - lige hér begynder vi
at fatte hvor lidt vi ka' forstå
Og dem der jubler midt i sorgen
har de sørget imens vi sang?
Hvis de er ofrene imorgen
vil vi sørge endnu en gang?
....lige hér begynder vi
at fatte hvor lidt vi ka' forståat fatte hvor lidt vi ka' forstå
14. Jeg blev til en sang
Ole Rolf Lassen
Det var en ganske almindelig dag da jeg sa' farvel
Jeg gik mig en tur alene helt for mig selv
Der var træer med grene og blade og lærker der hang
i luften der sitred af lys og fugle der sang
Så kom der en lyd - en bølge - en slags energi
Den strømmed igennem mig - prøved vist at gøre sig fri
Den jubled og dansed og pluds'li' en lænke der sprang
og lyden blev mig og jeg - jeg blev til en sang
Den dag blev jeg til en sang
som egnt'lig har sunget sig selv hele tiden
Den dag blev jeg til en sang
og ingen har savnet mig siden
Jeg hørte den ikke - der var jo så meget at nå
Jeg havde så travlt med at få tid'n til at gå
mens jeg ventede på at livet det kom igang
Hvordan sku' jeg dog få tid til at hør' på en sang
Men den dag.......osv
Jeg hørte den først da det næsten var blevet for sent
Den sang så forsigtigt og still men den sang rent
Heldigvis var der en dag en lænke der sprang
så sangen blev mig og jeg - jeg blev til en sang
15. Vandring
Leif Ernstsen
Instrumental